Et års øvelse (2017)

Anden søndag i advent: Der er stadig en smule tilbage af 2017, men det er ikke til at komme uden om at enden er nær. Et godt tidspunkt at stoppe op og se tilbage.

Nåede jeg de ting jeg havde sat mig for? Gjorde jeg en rimelig indsats?

Egentlig har jeg ikke tradition for nytårsforsætter, men i år havde jeg faktisk ét. Jeg nævnte det i en mail jeg skrev 2. januar:

“Jeg vil slet og ret øve mig i at være menneske. Det er et udmærket nytårsforsæt, synes jeg. Og nej, det er ret sikkert ikke noget man bliver millionær af – men glad og godt tilfreds, måske?”

Jeg skrev lidt mere om mine tanker i den mail. Året forinden, 2016, havde været et vildt år. Efter et længere slagsmål med tilværelsen følte jeg endelig at jeg havde fundet noget der mindede om en slags fodfæste igen. Min bog var blevet – sådan rigtigt – færdig, og jeg havde grebet chancen til at give mig selv fri fra alting mens jeg vandrede på tværs af Spanien. Alene.

Da jeg skrev mit nytårsforsæt for 2017, var jeg tilbage i Danmark. Alligevel havde jeg en følelse af at jeg endnu ikke helt var nået frem. Caminoen havde givet mig mulighed for at lade ufordøjede tanker og følelser bundfælde sig – men havde samtidig sat en masse nyt i gang, som jeg først så småt var begyndt at få øje på.

Følelsen af atter at have nogenlunde fast grund under fødderne var en stor lettelse. En landvinding, så at sige, som jeg under ingen omstændigheder var parat til at miste igen. Men hvad var det for et land jeg havde vundet?

Det var en følelse.

På min vandretur oplevede jeg øjeblikke af… noget. En slags kerne. I mig selv. En sikkerhed. En tryghed. En rummelighed. En glæde.

Nej, jeg er ikke pludselig blevet religiøs. Det var en oplevelse af noget aldeles jordnært, ganske naturligt og helt fundamentalt. En påmindelse snarere end en erkendelse.

Hvis jeg skulle sætte et enkelt ord på, kunne det være – ‘rigtigt’?

Følelsen var næsten lige så flygtig som den var overbevisende. Men jeg havde oplevet den. Stærkt og længe nok til at jeg vidste at der hånden på hjertet ikke var ret meget i mit liv der var vigtigere: Jeg måtte finde en måde at få den følelse ind i min hverdag.

Da jeg formulerede mit nytårsforsæt kunne jeg ikke have skrevet ovenstående, for jeg havde ikke fundet ordene endnu. Men jeg fornemmede at det havde noget at gøre med at blive rigtigt menneske. Det var dét jeg ville finde en måde at øve mig på.

Og hvad har jeg så gjort ved sagen?

Jeg har i hvert fald haft et interessant år. Et 2017 hvor jeg har udforsket nye og gamle sider af mig selv. Med så meget åbenhed og venlighed som jeg nu kunne mønstre. Jeg har virkelig prøvet.

Her kommer nogle highlights:

I januar deltog jeg i to dages introduktion til træarbejde på Godsbanen i Århus. Det lyder måske ikke af noget særligt, men jeg har efterfølgende brugt rigtigt mange timer på to små personlige projekter. Det første kan I se et billede af her:

Figuren repræsenterer en følelse. Ikke den jeg leder efter, men én jeg kender godt.

Mit andet træprojekt er ikke færdigt, og det bliver det nok heller ikke lige med det første. Det er godt sådan. Det er work in progress, og lige nu er det mit og kun mit.

I februar ventede jeg på marts.

Marts var en særlig måned.

For det første besluttede jeg mig spontant for at lægge en gammel modvilje på hylden. Det foregik sådan her: Jeg hoppede på en bus til Viby hvor jeg købte en gammel brugt cykel. Den cyklede jeg så hjem på. Det er omkring tyve år siden jeg sidst har ejet en tohjulet cykel, og det var en større beslutning end man måske lige skulle tro. Til gengæld var den let nok at gennemføre da tiden først var inde. Det er der en slags morale i, men detaljerne er stadig for tæt på til at jeg har lyst at skrive mere om det lige her og nu.

For det andet – og nok så vigtigt – begyndte jeg på et kursus som jeg havde set frem til med stor spænding og en del nervøsitet: Livsglæde, livsmod og eksistens (LL&E). Det er et selvstændigt forløb som samtidig udgør første del af en regulær psykoterapeut-uddannelse. Jeg vidste nok ikke helt hvad jeg ville dér, men min plan var (i overensstemmelse med mit nytårsforsæt) at lære så meget jeg kunne om at være menneske i løbet af kursets tre moduler. Det første modul startede 23. marts og varede knap tre døgn. Det var mind blowing og efterlod mig oprigtigt talt noget shaky. Men jeg ville ikke have været det foruden.

April gik mest med at samle mig selv op igen, med kærkommen hjælp fra et par gode mennesker i mit liv. Hurra for gode mennesker.

Maj var vild. Først og fremmest fordi den indeholdt det andet modul af LL&E – som var mindst lige så skræmmende og fantastisk som det første. På helt andre måder. En overgang var det faktisk tæt på at blive for intenst, og jeg overvejede i fuldt alvor at stikke af. Til min egen forbløffelse bed jeg i stedet tænderne sammen og så min panik lige i øjnene. Det var et spektakulært møde som jeg formentlig aldrig vil glemme.

Men maj bød også på andre interessante oplevelser.

Aske startede som udvikler hos Google. Det er hans historie, så den vil jeg ikke begynde at fortælle her. Men det var naturligvis en stor milepæl i vores liv i 2017.

Jeg begyndte at gå til spansk for begyndere. Et kort, intensivt kursus to aftener om ugen i syv uger på FOF. Det var som sådan ikke specielt spændende, men jeg synes faktisk at jeg lærte en del. Nok til at have noget at bygge videre på.

På månedens sidste dag, forærede jeg mig selv en gang massage. Helt almindelig velvære-massage. Og det lyder sikkert åndssvagt, men det var en stor begivenhed for mig. Noget jeg havde tænkt grundigt og længe over inden jeg vovede mig afsted. Efterfølgende har jeg været omkring massøren et par gange mere, og det er gået hen og er blevet noget jeg ser ret meget frem til fra gang til gang. So there. Krop og sind hænger sammen, og det er en sammenhæng som jeg håber at blive klogere på hen ad vejen.

Den første dag i juni så jeg udstillingen ‘Rejsen’ om menneskets grundvilkår på Moesgaard sammen med en ven der har en særlig plads i mit hjerte. Bagefter spiste vi aftensmad på museets tag og tog til sangaften på Testrup Højskole. Det var en fantastisk dag, fuld af mening. Den vil jeg huske længe.

Senere samme måned var jeg på yogalejr. På Als. Med fire timers yoga om dagen og vegetarisk mad. Hvis du kender mig, vil du muligvis have en svag idé om hvor langt vi er fra min komfortzone her. Hvis ikke, må du bare tage mit ord for det. Det var en stor oplevelse, maden og selskabet var storslået, og der kommer nok til at gå noget tid før jeg vover mig ud i noget tilsvarende igen. Fire timers yoga om dagen er virkelig meget. Men det var noget der skulle prøves.

I slutningen af juli tog jeg til Spanien. I første omgang til Girona og Barcelona hvor årets europæiske Mensa-træf fandt sted. Efterfølgende tog jeg op til Somport, nær den franske grænse, hvorfra jeg begav mig til fods ud på den såkaldte Camino Aragonés – en ca. 165 km lang rute som ender i Puente La Reina, en smule sydvest for Pamplona. Undervejs mødte jeg tre spanske kvinder som jeg endte med at følges med i et par dage. Et fantastisk boost til mit beskedne spanske, og  en dejlig oplevelse, rent menneskeligt. Derudover var det skønt at være ude på egen hånd igen – med bjerge, sol og højt til himlen. Jeg kan virkelig, virkelig, virkelig godt lide at være undervejs på den måde.

Min hjemtur gik via Barcelona, hvor jeg med bemærkelsesværdig timing både nåede at deltage i en kæmpe byfest i bydelen Gracia, og at forlade Ramblaen få timer før en gudsforladt sjæl kørte en varevogn direkte ind i folkemængden. Nu ved jeg hvordan det ser ud når en storby med 1.6 mio. indbyggere går hjem og efterlader gaderne sorte og tomme.

I august, vel hjemkommen, fuldførte jeg LL&E. Men inden da havde jeg truffet en stor beslutning: Det skal ikke stoppe dér. Jeg fortsætter på uddannelsens anden del, som starter i februar 2018 og tager to år. Jeg har ingen drøm om at komme til at arbejde som psykoterapeut i fremtiden, men… Der er nogle ting jeg vil lære, og det her er stedet hvor jeg kan lære dem. Det er noget jeg har rigtig meget lyst til. Og dét, begynder jeg så småt at forstå, er en følelse som er værd at lytte til. Den har noget at sige. Et budskab.

I september kastede jeg mig ud i et nyt yogaeksperiment. Det var lidt en katastrofe – eller sådan føltes det i hvert fald på det tidspunkt. I tilbageblik er jeg ikke sikker på at det egentlig var det. Men det var unægteligt nogle lidt hårdt tjente lærepenge.

Jeg begyndte også på et fem ugers kursus i psykologi på Folkeuniversitetet. To timer, én aften om ugen. “Alt hvad du bør vide om psykologi” kaldte de det. Nå ja. Den køber jeg ikke helt, men det var da en introduktion til nogle af fagets hovedområder.

Og så genstartede jeg denne blog efter at den i et par år havde ligget mere eller mindre brak. I den sammenhæng luftede jeg nogle tanker om en særlig form for fællesskab jeg drømte om at finde, og ganske kort tid efter fandt jeg faktisk noget der matchede mine forestillinger forbløffende godt. Det er lidt vildt. Måske fortæller jeg mere om det en anden gang.

I oktober sluttede mit psykologikursus, og jeg fortsatte med et tilsvarende kursus om eksistensfilosofi. Kierkegaard, Hegel, Sartre, Heidegger, Jaspers, Løgstrup, Sløk, Camus og Frankl. Kvaliteten af de enkelte forelæsninger har været temmeligt svingende, men et par af dem har været udmærkede, og jeg har fået lidt inspiration til videre læsning. Den sidste forelæsning er på torsdag.

Desuden var jeg til 475 års jubilæum på mit gamle gymnasium. Det var en fin aften i selskab med en håndfuld af mine gamle klassekammerater. Undervejs tog jeg mig i at være ukarakteristisk afslappet. Det fik mig til at indse at jeg nok i virkeligheden i de tre år jeg gik på skolen, aldrig har siddet og snakket med nogen og følt mig så klar i hovedet og hvilende i mig selv. Og mens jeg tænkte den tanke, havde jeg en oplevelse af at se både mit gamle og mit nye jeg på én gang. Det nye jeg det gamle jeg, og det gamle jeg følte sig set. Det lyder muligvis småtosset, men det var en rigtig god følelse.

November… En god portion læsning, vinterbadning og mindfulness. De seneste måneder har jeg arbejdet ganske ihærdigt på at skabe en form for hverdag for mig selv og Aske. Det handler meget om balance. Mellem aktivitet og hvile. Spænding og afspænding. Socialt samvær og alenetid. Krop og tanker. Det er ikke spor nemt at finde den balance, men måske er jeg alligevel begyndt at få en bedre forståelse for hvad der skal til. Eller også er jeg bare blevet mere villig til at acceptere at det kræver konstant opmærksomhed og tilpasning. – Jeg tror det er en blanding.

Her i december har Aske og jeg aftalt at tage til julemarked i Leipzig. Engang i mit tidligere liv tilbragte jeg et halvt år i Leipzig som udvekslingsstuderende, og i al den tid jeg har kendt Aske, har vi talt om at han på et tidspunkt skulle med derned og opleve nogle af de steder jeg husker med særlig begejstring. Det bliver så i år. Jeg glæder mig rigtig meget til at drikke en kop Glühwein, spise en Rahmfleck og traske rundt og kigge på alle de små boder.

Og så skal vi for første gang holde juleaften i eget hjem. Det bliver spændende.

Woah. Det blev en længere smøre…

Når man kigger på det på dén måde, er et år faktisk lang tid. Der kan ske meget. Og ovenstående er jo bare nogle udvalgte højdepunkter. Specielt her i de sidste par måneder har der været en masse små bevægelser i mit og Askes liv som jeg ikke helt har overblik over endnu, men som jeg tror er væsentlige.

Jeg synes jeg har lært meget i år. Selvom der er lang vej igen, er jeg blevet lidt klogere på mig selv og på det der med at være menneske. Det synes jeg godt jeg tør sige.

Men det her blogindlæg er allerede alt for langt. Jeg må hellere stoppe for nu. Måske vender jeg tilbage med flere refleksioner senere og – hvem ved – måske også et splinternyt nytårsforsæt?

Leave a Reply

Følg mig! :)

Få direkte besked når der er nyt på bloggen: