Hvor er I andre?

Det første indlæg på en ny blog er altid noget rod.

Jeg har prøvet det nogle gange, og det er det samme hver gang. Der er så mange forudsætninger og præmisser og forklaringer, og ALT afhænger af ALT.

Resultatet er at det reelt er umuligt at starte et fornuftigt sted.

Så nu springer jeg bare direkte til sagen, ikke? Og satser på at hullerne udfylder sig selv med tiden.

I første omgang vil jeg bare gerne antyde baggrunden for at jeg har fået lyst at blogge igen:

Jeg drømmer om at finde mig et community.

Det jeg søger, er folk som er akut bevidste om at de er hvad de er.

Mennesker.

Levende. Frie. Modige. Sårbare.

Undervejs.

Her følger et opslag som jeg skrev for et par dage siden. Det er ikke så vigtigt til hvem. Det kunne ligeså godt have været til dig. Det er det nu.

Mon nogen her véd…?

Jeg interesserer mig lidt for det som vi måske kunne kalde livsdesign. Altså tanken om ikke bare at lade sig føre med strømmen, men reflektere over sine ønsker og drømme og løbende foretage de nødvendige greb for at skræddersy et liv til sig selv som man både kan nyde og stå inde for.

Så langt tænker jeg at mange sikkert kan være med. I hvert fald i teorien.

Der vil sikkert også være en del som stadig kan relatere når jeg skyndsomt tilføjer at det jeg personligt ‘både kan nyde og stå inde for’, måske nok afviger lidt fra mainstream.

Det er jeg næppe alene om.

Men sagen er dén at jeg er så heldig at have ret meget frihed. Mere end de fleste (fortæller folk mig).

Jeg er ikke husejer og har af forskellige grunde hverken børn, bil eller båd. Ingen husdyr. Ingen gæld. Og heller ingen planer om at skulle ændre væsentligt på dette i den alt for nære fremtid.

På papiret er jeg ‘selvstændig’. I gamle dage ville man sikkert have kaldt mig ‘hjemmegående’. Nogle ville måske betragte mig som ‘arbejdsløs’, men det er jeg ikke. Jeg er hvor jeg har valgt at være – nu – og jeg ligger ingen til last med det. Af og til gør jeg måske endda lidt nytte og skaber lidt glæde for andre. Det kan jeg godt lide at tro.

Sammen med min mand har jeg egentlig alt jeg behøver og lidt til. Resultatet er at jeg har en akut følelse af rent faktisk at kunne stå op om morgenen og gøre præcis hvad jeg har lyst til.

Og her kommer vi så til kernen i det her mærkelige opslag:

Jeg interesserer mig ikke bare for livsdesign; jeg er pinedød nødt til at blive god til det.

For ingen andre strukturerer mit liv for mig.

Ingen kan fortælle mig hvor jeg skal få mine dopamin-kicks fra.

Ingen kommer springende og lærer mig hvordan jeg skaber balance og stabilitet uden at give afkald på glæden ved at gå all-in på skiftende passioner.

Ingen holder mig i hånden når jeg for 117. dag i træk vågner, tager en indånding og stadig ser lige lukt ned i det eksistentielle hul som friheden også kan være. Jo, min mand, selvfølgelig. Stakkels fyr.

Helt seriøst: Nogle gange kan det godt være lidt ensomt, når folk omkring én jævnt hen synes at leve (relativt) velordnede liv med forpligtelser som alt andet lige også strukturerer deres liv og begrænser den tid de har til at stå og nidstirre Intetheden.

Så…

Hvor finder jeg et community? Mennesker der forstår hvad jeg snakker om, og som selv tumler med en eller anden form for livsdesign – i praksis: Radikalt, kompromisløst og nu og her?

Meget gerne folk med vidt forskellige indgangsvinkler. Forskellige livspraksisser. Forskellige overbevisninger. Forskellige drømme og mål.

Det skal IKKE være et fællesskab omkring en eller anden fælles guru, og jeg er ikke ude efter at købe nogens færdige opskriftsamling. I det hele taget vil jeg ikke købe noget. Det jeg søger, er ikke sælgere, men medrejsende.

Jeg drømmer om at kunne udveksle ideer, frustrationer, eksperimenter, skitser, lister, drømme, planer og erfaringer med åbne, venlige, tollerante og reflekterede mennesker – som ønsker det samme. Og som ikke kun interesserer sig for emnet lørdag eftermiddag, hver tredje uge.

Gerne online. Gerne på tværs af verden.

Kender du noget der kunne være interessant at checke ud?

6 Comments

  1. Pingback: Hvor er jeg? | BraveYourLife

  2. Laura

    Kære Joan.

    Jeg plejer at sige, at jeg trak mig fra arbejdsmarkedet som 43-årig. Det passer meget godt. Jeg skulle skrive og kunne vel altid køre en skolebus, hvis der absolut skulle tjenes penge.
    Så blev det i stedet til en planteskole, der startede som hobby. Der skulle være plads til at lære enhver plante, som kom på tværs af min vej, at kende. Lære at læse den. Lære at få den til at trives. Helst ikke dem, der kunne blive til ukrudt her i den sarte vestaustralske flora, men alle de andre.
    Nu er jeg ved at geare planteskolen ned og gøre klar til en lukning. Det har været intense år, som har lært mig rigtigt, rigtigt meget.
    Ved siden af spillede jeg musik og udlevede i øvrigt store dele af den i mig helt fundamentale drøm om at blive selvforsynende, hvilket blandt andet indebar, og endnu indebærer, køkkenhaver, frugthave og hønsehold og -avl. Det har jeg også lærte umanerligt meget af; høns giver én lejlighed til helt utroligt sociologiske og psykologiske studier, hvor man bliver klar over, at grænsen mellem vilje og programmering er flydende, og at viljen i meget høj grad følger omstændighederne og er stærkt forudsigelig. Interessant at huske på.

    Det utopiske ideal er at blive fuldkommen uafhængig af penge; det må dog være det største! Du sagde jo ‘frihed’, jow, det gjorde du. Det er rigtigt svært i denne verden og ville enten betyder, at man skulle leve på nas, eller at man skulle være hjemløs. Eller bo i et heeeelt andet samfund et sted i verden, som er blevet fredet af den aktuelle regering eller lovgivning. For at være uafhængig på den for mig bedst mulige måde gjorde jeg planteskolen til min hovedindtægtskilde. Planterne laver jeg selv. Der skal bruges lidt materialer. Men de kommer fra mig, og jeg sælger dem selv. Så… selvforsynende med indtægt også. Og her, hvor vi bor, kan man være selvforsynende med vand og med varme. Det nye sted har også egen strømforsyning.

    Nåmen, nu er planteskoleæraen så ved at lakke mod enden. – Og hvad skal der så ske? Ikke 8-16 eller 9-17, det er ganske vist. De eneste to gange i mit liv, hvor jeg har været på en ubegrænset kontrakt med den slags arbejdstider, varede det hhv. 4-5 måneder (det var den kontrakt, der fik mig ind i Australien. Og den var faktisk begrænset til 3 år, ,men føltes uendelig….) og 14 måneder, den sidste med flere og opadstræbende ansættelsesskift i de måneder, og så fik jeg alligevel nok. Den slags arrangementer fungerer ikke, det har du helt ret i.

    Her i mit australske liv har jeg observeret, at jeg – i modsætning til tidligere – ikke har noget videre behov for… kunst. Jeg er vokset op med både musik teater, dans og billedkunst, og jeg kan sagtens forhold mig til det, når jeg møder det. Men i min nuværende tilværelse, hvor liv og død, lys og stjerner, alenehed og storme og prisgivethed er lige uden for døren, det være sig i form at rovfugle, der har succes med et angreb, en giftslange eller en cyklon på min vej, eller det at man skal huske at gardere sig, når man tager på tur, fordi alt det store, vide land godt kan sluge en, hvis man glemmer at forberede sig, har jeg ikke det store behov for noget, jeg efterhånden næsten opfatter som efterligninger. De rigtige gys findes i det virkelige liv. Den ægte skønhed også. Det, folk hænger på væggene eller ser på scenen, kan være tankevækkende og stimulerende, og provokerende. Især teater. Men i mit liv findes på en måde det, de forskellige kunstarter forsøger at formidle. Det virker, som er kunsten et forsøg på at minde ‘civilisationen’ om hvad den har lagt bag sig i evolutionen.
    Jeg tror, at du har oplevet noget af det samme, da du gik caminoen.

    Og her i mit liv, som jeg selv bestemmer over, kan jeg tage mig tiden til at gå ud og se på den natur, der er her. Dét er noget af det bedste i den frihed, som er min, og som ikke er bundet til en fast stilling eller andres krav på min tid. Men nu er tingene lidt i opbrud. Og hvad skal der så ske? Og hvordan, når det kommer dertil?
    Så jeg vil gerne snakke. Ind imellem kun hver anden måned, ind imellem ti gange om dagen. Kort sagt snakker jeg, når jeg er ansporet – det være sig inspireret eller opbragt eller noget tredje – og det kan man ikke være hele tiden. Nogen gange skal man bare gå i fred.

    Kærlig hilsen
    Laura

    • joan

      Hej Laura!

      Først og fremmest: Det er et fantastisk skriv du har begået der – jeg er helt blæst væk over det… Tak.

      Egentlig var min første reaktion sådan lidt – nu har jeg ikke lyst at snakke; kan jeg ikke få lov at komme og besøge dig i stedet, og gå rundt i en tavs boble og bare være med dine planter og høns? Gå i fred, som du skriver.

      Nå. Det bliver jo nok ikke sådan helt lige til. Der er sådan lidt langt til Australien.

      Men jeg føler mig ramt af flere af de ting du skriver.

      Specielt går det du skriver om kunst ret rent ind. Og ja, jeg tror at jeg har oplevet noget lignende på min Camino. Nok især dér.

      Det er jo ikke fordi kunsten er uinteressant, men når man rammer den der særlige følelse af ligevægt og tilfredshed, har man ligesom bare ikke brug for at tilføje noget. Der er ingen trang til at gå i teateret eller biografen for at opnå flere indtryk og oplevelser. Det at være er nok. Naturen er stimulerende nok. Dagens opgaver (det at stå op, pakke sin rygsæk, gå, nyde et glas friskpresset juice, spørge om vej eller aftale betaling for overnatningen på et fremmed sprog, vaske sit tøj, spise et aftensmåltid) er udfordring nok. Ikke for meget, ikke for lidt – bare nok.

      Det er en virkelig dejlig følelse. Og det er enormt tankevækkende at det måske er nemmere at ramme den form for balance ved først at skrælle en masse ting væk, end ved at forsøge at tilføje noget. Og dog virker det som om den mest almindelige automatreaktion (også for mig) er at forsøge at identificere det manglende. Lidt som når man semi-automatisk trøstespiser for at rette op på en nagende følelse af ubalance – og overser at man måske snarere ville få det bedre ved at spise mindre eller mere enkelt. Det er dét du taler om, ikke?

      Jeg vil rigtig gerne ‘snakke’ (skrive) videre om de her ting – meget gerne med både små og store pauser mellem ordene. Meget tit er det faktisk ikke fordi jeg i udgangspunktet har en vild trang til at sige så meget, men jeg nyder virkelig at få lov at kigge ind i andres tanker og byde ind med få eller mange ord når det udløser et eller andet hos mig. Ofte gør det en stor forskel bare at vide at muligheden er der.

      Snak gennem blog-kommentarer kunne dog godt gå hen og blive lidt tungt. Og måske også lidt vel offentligt. 😉 Jeg overvejer forskellige muligheder. Måske en Facebook-gruppe af en slags. For… Ja, det er jo så det. For hvem? Sådan nogle som… Hm. Ja. Altså. Jeg tænker lidt videre. Men jeg ville virkelig nyde at fortsætte snakken med dig hen ad vejen, Laura!

  3. Laura

    Kære Joan.

    Du snakker bare. Og du bestemmer medie, selv om jeg foretrækker at undgå Facebook. Det er svært i vore tider, hvis man er på nettet overhovedet.

    Og så tror jeg godt nok, at du skal bo på landet. Ikke med egne dyr og planter, hvis ikke du vil have det daglige ansvar, men dog alligevel!

    Der er meget mere at sige; men det bliver ikke i aften! Sig til, når du har fundet måden, hvorpå du vil kommunikere. En mailadresse har du vist.

    Alt godt
    Laura

    • joan

      👍

  4. Pingback: Et års øvelse (2017) | BraveYourLife

Leave a Reply

Følg mig! :)

Få direkte besked når der er nyt på bloggen: