Hvad har du travlt med?

Nogle gange kan jeg godt føle at mit nuværende liv er ret anderledes end de fleste andres.

En af de helt store forskelle handler om ikke at “have travlt”.

Prøv at lægge mærke til det.

Hvis du møder en bekendt du ikke har set i nogen tid, og du spørger til hvordan han eller hun har det – hvad er så oddsene for at den første reaktion er noget i retning af:

”Fint. Du ved… Der er godt nok rigtig meget at se til på arbejdet – og med ungerne derhjemme.”

?

Jeg kunne skrive en længere smøre om det første udsagn. Men det vil jeg ikke lige nu.

Til gengæld har jeg funderet lidt over travlheden.

Følelsen af at have meget om ørerne.

Nok at se til.

Rigeligt at gøre.

For nogle år siden, da jeg sagde op som systemudvikler, var det én af de ting der hang mig ud af halsen. Jeg var SÅ træt af at have travlt.

Nok så væsentligt: Det gjorde mig syg indvendig at føle at det at have travlt nærmest var blevet synonymt med at være succesfuld.

Vel at mærke som menneske.

Travlhed betød at man var god til sit job, og dermed naturligvis også at man i det hele taget havde et job. At andre gjorde krav på ens dyrebare tid og ressourcer. At man var sådan én der var vigtig – afgørende – for at holde samfundsmaskinen igang.

Og det er der jo i sig selv intet forkert i!

Det er bestemt prisværdigt at ville yde en solid indsats. Men det var ligesom ikke helt nok at gøre sig virkelig umage.

Man skulle have travlt.

Havde man dét, behøvede man til gengæld intet andet.

Når man først havde mumlet at man “havde nok at se til”, var man sådan set undskyldt i resten af samtalen. Ingen yderligere forklaringer var nødvendige. Der var ikke behov for at gå dybere ind i hvad al den tid blev brugt til, hvorfor man prioriterede som man gjorde, eller om det føltes rigtigt.

Man havde travlt, så man kunne ikke med rimelighed forventes også at have tid til at forholde sig til alle de der luksus-spørgsmål.

Jeg siger ikke at DU nogensinde har brugt udtrykket sådan. Bare at det var sådan jeg oplevede at kommunikationen ofte forløb.

Efter at have sagt op og fået en frygteligt masse tid ‘forærende’, oplevede jeg at der skete nogle spøjse ting med de samtaler.

Fordi jeg per definition ikke længere havde travlt, manglede jeg mit sædvanlige automatsvar når folk spurgte hvordan det gik med mig.

Jeg kunne heller ikke med god samvittighed bare nikke opgivende/indforstået/anerkendende når andre som svar på mit spørgsmål om hvordan det gik, troligt bedyrede at de havde nok at se til. Den underliggende præmis havde jo altid været at sådan var det bare for alle. Sådan måtte det være.

Men sådan var det jo pludselig ikke for mig.

Derfor gik samtalerne ofte i stå på dette punkt. Til min store sorg. For jeg tænkte jo en masse over de her ting, og jeg ville egentlig så gerne have haft en rigtig samtale om hvordan jeg og de og vi rent faktisk gik og havde det, og hvad vi tænkte om dét.

Der kom vi bare sjældent til.

For på den ene side hang der den her frygtelige, nagende, uudtalte skam i rummet: Jeg havde ikke travlt. Jeg var ikke nyttig. Jeg løb ikke stærkt sammen med alle andre gode borgere i landet. Dét var en evigt tilbagevendende kilde til forlegenhed, oplevede jeg – både for mig og for mine samtalepartnere.

(Det var lige så slemt med folk jeg mødte for første gang, som næsten uden undtagelse lagde ud med at spørge hvad jeg “så gik og lavede”. Muligvis skal man have prøvet det for virkelig at forstå hvor stærke kræfter man ufrivilligt leger med når ens ærlige men ugennemtænkte svar starter med “Ehm. Ikke så meget…” – Jeg kender intet der SÅ hurtigt kan få andre til desperat at begynde at snakke om vejret og deres syge unger, og dermed effektivt forhindre én i at forklare sig ordentligt.)

Og samtidig var der jo også det andet problem: Travle mennesker taler typisk netop ikke ret gerne om hvordan de faktisk har det.

Mit behov for at rode i den slags hang nøje sammen med min abnorme og uvante mængde af fri tid. Uden dén ville jeg ikke have haft overskudet til at tænke så meget over en masse ting. Eller snakke med andre om dem. – Faktisk var det netop noget af det jeg ønskede at få mulighed for, da jeg sagde op.

I de seneste … måneder? år? … har jeg bemærket en anden interessant ting.

Jo mere jeg bider skammen i mig og bare tillader mig at leve uden hele tiden at have travlt med at gøre alt muligt, jo mere oplever jeg at have rigeligt at se til med bare at være.

Tro mig: Dét er virkelig svært at forklare folk der ikke har prøvet det.

Prøv, og jeg lover dig at du på sekunder kan høre dine bedsteforældre tale med din mund.

Du ved – det er virkelig noget af det ultimativt pensionist-pinligt-sjove, ikke? At gå rundt og sige at man har travlt, selvom alle jo godt véd at man i den seneste uge ikke har haft andre pligter end at tømme skraldespanden, møde op til den ugentlige time hos FOF og lave mad til sig selv og sin bedre halvdel…

Udfordringen her er at to ret forskellige ting bliver blandet sammen. – Ikke bare af dem der kun kender til at løbe stærkt, stærkere, stærkest for at nå alle deres tusinde gøremål, men også til tider af mig:

Vi forveksler ydre travlhed med indre optagethed.

De to ting er ikke uafhængige, men det ér to forskellige ting.

Jo mere jeg giver mig selv lov til ikke at have travlt (udadtil), jo mere oplever jeg at mine tanker, følelser, drømme og længsler fylder (indeni).

Jo mere tryk der er på, indvendigt, jo mindre har jeg lyst eller overskud til også at løbe stærkt og nå en hel masse, ude i “den virkelige verden” (et seriøst tåbeligt udtryk).

Og her kommer det vilde: Det føles ikke som om det er en fejl.

Det er ikke udtryk for at jeg er i færd med at forsumpe.

Jo, nogle gange er dén tendens der, men det er en separat udfordring som jeg prøver at finde gode løsninger på hen ad vejen.

Det væsentlige her er at jeg har haft nogle af mine mest livsbekræftende øjeblikke mens jeg for 37. dag i træk travede formålsløst ud og op og ned ad spanske grusstier.

Uden forpligtelser, uden job, uden rolle. Ja, uden så meget som en anstændig tanke om alt det som ‘man’ jo ellers ‘skal’ – men med en helt klar følelse af at være fyldt til randen af præcis dét øjeblik.

Og så stod det klokkeklart for mig at det var dét jeg ville føle.

Om det så skulle tage mig resten af mit liv at regne mekanikken ud.

Kender du det?

Leave a Reply

Følg mig! :)

Få direkte besked når der er nyt på bloggen: