Hvor er jeg?

Jeg indledte bloggen her med spørgsmålet “Hvor er I andre?” Det næste spørgsmål kunne derfor med en vis rimelighed være: “Hvor er jeg?”

Udadtil har jeg vel sådan set ikke flyttet mig ret meget siden jeg sagde mit faste job som systemudvikler op tilbage i slutningen af 2012:

Jeg bor stadig i Århus og er gift med Aske. Vi bor fortsat til leje og har hverken børn, bil, båd eller husdyr. Vi har hinanden. Det er vores base.

Vi er blevet et par år ældre. Han er stadig software-akrobat – nu for Google – og tjener langt de fleste af vores penge.

Jeg holder vores hybel beboelig, køber ind og sørger for aftensmad. Morgenmaden er hans opgave. Det er bedst for os begge sådan.

Intet nyt, altså?

Ehm. Jo. Det hele. Men måske er det ikke så nemt at se udefra.

I 2012 – da jeg sagde op og besluttede mig for at kaste mig ud i Intetheden – var tanken at det bare skulle være et kort intermezzo. Jeg var desillusioneret, stresset og træt af det hele. Jeg havde brug for luft.

Men den lille pause blev til en længere pause. Og den lange pause blev til et nyt liv og et nyt verdensbillede.

Jeg følte mig ikke klar til at vende tilbage.

Jeg havde ikke lyst.

Jeg ville ikke.

Selvom jeg ikke helt turde sige det sidste højt i mine tanker.

I stedet kastede jeg mig ud i et vanvittigt bogprojekt.

Formentlig kommer resten af verden aldrig til at forstå præcis hvor vild og blodig en proces det var – og det er måske godt nok. Jeg ved hvem der hjalp mig igennem.

Fast forward…

I maj 2016 udkom min bog – mensaner.dk – på Monolupa. Mit eget mikroforlag. Jeg holdt release party på Mensa Danmarks årsmøde, og en hel masse medlemmer fejrede det sammen med mig. De havde skrevet en sang. Vi drak asti. Jeg signerede den ene bog efter den anden.

Det var aldeles uvirkeligt og euforisk.

Samme sommer gik jeg Caminoen i Spanien. Fra Saint-Jean-Pied-de-Port ved den franske grænse til Santiago de Compostela og videre ud til Atlanterhavet. Muxía. Fisterra. Verdens Ende.

To måneder tog det mig. Omkring 900 km. Det meste af tiden gik jeg alene, selvom der var masser af andre pilgrimme. Det var ikke fordi jeg undgik dem – ikke med vilje – men…

Jeg nød oprigtigt mit eget selskab. Naturen. Friheden.

Når trætheden og tristheden af og til meldte sig – som den vel gør – sov jeg på det, og så gik det over. Ny dag, ny chance. Ingen skade sket. Ingen andre end mig til at huske det.

Det gav mig god tid til at reflektere over det der betyder noget. Dem der betyder noget.

Mens jeg var i Spanien, begyndte min bog på egen hånd at finde frem til en række af landets biblioteker.

Det var den mest syrede følelse.

Der var også folk der købte et eksemplar til sig selv. Eller til én de holdt af. Nogle lånte den ud og fortalte mig om det.

Sådan er det stadig, og mit hjerte jubler hver gang.

Det seneste års tid…

Nå, men her bliver fortællingen altså lidt usammenhængende og punktvis.

Det skyldes dels at jeg godt vil holde enkelte ting for mig selv, og dels at jeg ikke har fået tygget alle de enkelte strå sammen til en fin rød tråd endnu.

Men altså.

Jeg:

  • er stadig meget optaget af tanker om ‘frihed’ og ‘oprigtighed’ og ideen om at designe sit eget liv fra bunden af.
  • bruger mindre tid end tidligere på at gå i panik og slå mig selv i hovedet med de ting jeg – for nu – har valgt fra. Af og til falder jeg dog i. Det er træls og gør intet godt for nogen.
  • passer min frivillige tjans som kartoteksansvarlig i Mensa. Det meste af arbejdet består i at svare på mails. Det tager vel en 4-5 timer om ugen. Det er ikke altid lige spændende, men det er dejligt at kunne give nye og gamle medlemmer en hjælpende hånd og et smil med på vejen.
  • er begyndt at lære spansk. I foråret tog jeg et lynkursus på FOF, og i sommers havde jeg mulighed for at bruge stumperne en smule i praksis. For nylig besluttede jeg mig så for at læse en bog på spansk. Én jeg har fået anbefalet. Det vil jeg bruge to timer om ugen på – indtil jeg er nået hele vejen igennem.
  • går til yoga, eksperimenterer lidt med mindfulness og har desuden gang i et lille privat sløjd-projekt: En træfigur som jeg forsøger at slibe ud af en stor klods. Med sandpapir. Det kommer til at tage lang tid, og det er fint.
  • har meldt mig til et par kurser på Folkeuniversitetet. Noget psykologi og filosofi. Det første kursus – “Alt hvad du bør vide om psykologi” – er lige begyndt, så det går mandag aften med i den kommende tid.
  • har gennemført første del af en uddannelse til psykoterapeut og begynder på anden del i februar 2018. Jeg har ikke nogen drøm om at blive psykoterapeut, men undervisningen er vanvittigt spændende. Det er noget jeg for alvor har lyst til. Min læseliste er vidunderligt lang allerede.
  • overvejer at begynde at programmere lidt igen. Ikke for meget, bare lidt. Jeg har en projektidé, og jeg er så småt gået i gang med at læse om Django. Hvis det ikke siger dig noget, er det helt ok.

Så er der selvfølgelig det løse: Husholdningen. Frisk luft. Familien. Venner og bekendte. Facebook…

Det lyder ret velstruktureret når man sådan skriver det ned, ikke?

Sådan føles det ikke. Men jeg arbejder meget ihærdigt på at opnå en form for rytme og hverdag.

Ikke for meget.

Bare lidt.

Når det ikke lykkes, begynder jeg forfra med nye lister og skemaer.

 

One Comment

  1. Suna Kate Palsholm

    Det gør mig glad at læse det her Joan …

Leave a Reply

Følg mig! :)

Få direkte besked når der er nyt på bloggen: