Introspektion

Jeg bryder mig ikke om personlighedstests. De er unuancerede og tvinger én til at komme med simple, generaliserende udsagn om sig selv.

I virkelighedens verden afhænger alting af alting.

Især når vi taler om noget så komplekst som et rigtigt menneske.

Hvilket jeg bestræber mig på at være.

Men det betyder jo ikke at personlighedstests ikke kan bruges til noget. Jeg har da haft en del sjov ud af at tage nogle stykker i tidens løb.

Visse kategorier passer endda så fint til mine egne mentale modeller, at jeg gerne tager dem til mig.

Det er lidt som at få et nyt par briller på: Verden fremstår – for en stund – lidt skarpere og klarere.

Også jeg selv.

En af de distinktioner jeg for længst har overtaget, er den mellem at være (overvejende) introvert eller ekstrovert.

Jeg er Introvert.

Ret udpræget.

Som regel.

Tror jeg nok.

Det at være introvert betyder for mig først og fremmest at jeg har brug for en masse alenetid.

Ikke fordi jeg ikke kan lide at være sammen med andre mennesker, for det kan jeg sådan set godt. Men det koster energi, og mit batteri har kun en vis, begrænset kapacitet.

Jo flere mennesker; jo mere energi.

Jo flere ukendte ansigter; jo mere energi.

Jo mere spotlight; jo mere energi.

Og det gælder sådan set uanset hvilke mennesker det er.

Når jeg har været ‘på’ i et stykke tid, trænger jeg til at kunne trække mig. Lade mit batteri op igen.

Men det er ikke hele historien.

Jeg er også ret følsom. Sensitiv. Tyndfiltret.

Jeg tager rigtig mange indtryk dybt ind ind. Hele tiden.

Ofte er det en fornøjelse: Jeg lægger mærke til mange ting, både inden i og uden for mig selv. Jeg begejstres over selv ganske små detaljer.

Det giver mig en masse glæde.

Men det kan også være en belastning, for det er jo ikke kun de positive oplevelser der suser ind – og bliver bemærket, forstærket og husket.

Det er også lyden af en halv bas og en skrattende hi-hat fra et par dårligt isolerede høretelefoner tre pladser bag mig i bussen.

Og lugten af den parfume der befinder sig fem pladser længere fremme.

Og den agressive kropsholdning hos pigen lige overfor, som højlydt deler sine kærestesorger med veninden i mobilen.

Læg dertil at mit tynde filter har en beklagelig tendens til at gå helt i opløsning i netop den slags pressede situationer hvor en god, solid mur ellers kunne have tjent mig godt.

…Og når jeg er træt.

…Eller sulten.

…Eller fysisk udmattet.

På sådanne tidspunkter bliver mit indre landskab nogle gange til et regulært støjhelvede.

Dét koster rigtig meget energi.

Og så bliver jeg pludselig ganske særligt udpræget introvert.

Men der er endnu mere.

For jeg kan også godt være sådan lidt sky. Ikke akkurat genert, men…

Jo, måske lidt genert.

Men mest bare en smule forsigtig.

Sådan, i forhold til andre mennesker.

Måske er der en historie bag. Eller mange. Måske er det bare sådan jeg er.

Jeg kan kun sige med sikkerhed at det i reglen ikke føles som et valg.

Nogle gange er håndbremsen ligesom bare trukket.

Hvis jeg så alligevel føler mig presset – eller kaldet – til at melde mig på banen, minder resultatet lidt om en bil med håndbremsen trukket og speederen trådt helt i bund.

Nogle gange svigter min stemme, og mine indvolde ryster om kap med mine hænder.

Andre gange lukker centrale dele af min hjerne simpelthen ned.

Bum.

Dér forsvandt min følelsesmæssige forbindelse til omverdenen.

Dér røg mit fokus og min hukommelse.

Dér stod øjenkontakten af.

Og det er slet ikke sikkert at du opdager det, men det gør jeg.

Mellem os to: Det er røvtræls og ikke særligt behageligt.

Det føles også temmelig flovt når det sker.

Jeg har gået og holdt lidt øje med de her ting hos mig selv.

Jo mere jeg kigger, jo mere ser jeg.

Det er ikke altid jeg bryder mig om det jeg ser, men jeg kigger alligevel – både fordi jeg er nysgerrig, og fordi jeg tænker at det trods alt er bedre at vide hvad man er oppe imod.

Sidste uge var ret vild.

Specielt var der tre begivenheder som lærte mig noget vigtigt.

Jeg er ikke helt sikker på hvad det lærte mig, men jeg er sikker på at det er vigtigt.

Det startede med en yogatime.

Ikke med mit sædvanlige hold eller min sædvanlige lærer. Noget andet. Et eksperiment. En ekstremt mild form for yoga – mest åndedrætsøvelser, afspænding og meditation.

Det var kun tredje gang jeg var afsted.

Skyheden havde ikke lagt sig.

Desuden var jeg småtræt og filterløs.

Mens folk kom trissende ind, spillede lærerens mobil noget temmelig træls muzak. I dårlig lydkvalitet.

Jeg havde forventet ro og en chance for at trække mig ind i mig selv.

Mine nerver brokkede sig samstemmende.

Muzakken stoppede. Den sædvanlige meditationsmusik startede. Timen var i gang. Ahh.

Jeg hørte mig selv tænke: “Gid vi ikke skal andet. Bare sidde her, lytte til nogle svævende toner og trække vejret. Det ville være helt rigtigt. Lige nu.”

Underviserens stemme var bare lidt for høj.

Den satte os til at lave en ‘opvarmningsøvelse’ som var… noget mere dynamisk end hvad vi ellers har lavet på det hold.

Nerverne knurrede, og musklerne lagde an til generalstrejke.

Nakken blev øm. 

Hvad mente hun med ‘opvarmning’? 

Hvis det her var opvarmning, hvad havde hun så planlagt for resten af timen? …

Stemmen bad os, venligt, om at trække luft ind i takt med bevægelserne.

Der var ingen luft i rummet. Eller måske var der for meget. Jeg kunne ikke afgøre det.

Der var ingen takt.

Mit indre centrum var i opløsning.

Og jeg var vred. Sådan – meget.

Det er jeg ellers ikke.

Ikke på den måde.

Jeg var aldeles bevidst om at det var malplaceret.

Jeg havde lyst at stikke af. Men hvordan? Der var folk omkring mig. 

Vi lavede nogle mindfulness-ting.

Jeg var exceptionelt mindful.

Hvilket ikke er fedt, skulle jeg hilse og sige, når man ligger i et usædvanligt lyst og venligt rum med en håndfuld andre kvinder og lytter til afslappende musik – og bliver mere og mere ederspændt rasende.

Stemmen sagde noget om en hjertebøn. Den ville være noget særligt. Måske ville vi blive meget rørte. Eller kede af det. Det var ok. Det var alt sammen ok. 

Jeg kunne have råbt ad hende. Eller smidt med et eller andet. Sprunget op og rystet med en knyttet næve.

Jeg er ret sikker på at dét ikke ville have været ok.

Speeder og bremse.

Da timen var ovre, havde jeg ikke lavet en scene. Men jeg havde det som om jeg var blevet tævet med et baseball-bat. Indefra.

Øjenkontakt? Glem det.

Jeg magtede akkurat at trække mig selv med hen til læreren og mumle noget i stil med at jeg ikke ville komme mere. 

Det var ikke den stolteste dag i mit liv.

Bagefter forsøgte jeg mig med chili con carne, varm kakao, frisk luft og musik.

Det hjalp lidt, men… Meh.

Jeg var kvæstet. Helt slået ud.

Flov og alene.

Og inderligt frustreret over mig selv.

Og hvad gør en hypersensitiv og ganske særligt udpræget introvert så?

Facebook!

Det er et spøjst fænomen, men egentlig ikke så svært at forklare:

Ansigt til ansigt – for slet ikke at tale om telefonsamtaler – er jeg på slap line. Alt går så stærkt. Det stjæler mit overblik og gør mig usikker. Bøvet.

Men når jeg skriver, står den (lidt) mere rationelle del af min hjerne ved roret.

Så kan de primitive og følelsesstyrede dele af hjernen sådan set råbe alt det de vil nede fra skibets skrog. Jeg hører det hele, men det er i sidste ende mit valg om jeg vil lystre.

Jeg kan tage min tid. Overveje for og imod, og så tage en beslutning.

Sidste mandag besluttede jeg mig for at jeg behøvede kram.

Introverte kram.

Introverte kram er en særlig type kram som:

  • ikke forudsætter at ens venner tilfældigvis befinder sig lige i nærheden når man behøver dem.
  • man kan bede om uden at skulle forklare en masse eller tilbyde sit selskab til gengæld.
  • ikke stiller nye, store krav til det allerede overbelastede sanseapparat.
  • kan nydes adskillige gange fordi de ikke fordamper med det samme i en sky af overvældende følelser.

Modsat hvad en del folk tror, så kan Facebook faktisk noget helt særligt i dén sammenhæng.

Så jeg gik på Facebook og bad mine venner om kram.

Og se bare: De kom. I massevis.

Det var storslået. Meget bedre end frisk luft, musik og chokolade.

Jeg følte mig stadig smadret – men connected igen.

Det gør hele forskellen.

Én af dem der reagerede på min post, var en sød fyr som jeg kun har mødt en enkelt gang før, men som jeg har skrevet lidt med tidligere.

Han inviterede på kaffe.

Bare sådan.

Og midt i al min introvertethed sagde jeg ja.

Så tirsdag eftermiddag troppede jeg op på en aftalt café, og så fik jeg søreme også et almindeligt, ikke-virtuelt knus.

Derefter snakkede vi. Om alt muligt. Og en masse der ellers ville have været umuligt.

Jeg havde regnet med at det ville være svært og akavet. Jeg havde endda advaret ham om at det sikkert ville være det.

Men det var det ikke.

Flere timer senere gik snakken stadig livligt.

Begejstring ændrer spillet.

Begejstring, nysgerrighed og fascination.

De slår simpelthen bremsen fra, mens speederen stadig er nede…

Dén tirsdag overrumplede jeg mig selv med det.

Pludselig gik det op for mig at jeg sad og snakkede løs.

Helt uden filter.

Men også uden bremse.

Med det her menneske som jeg knap havde mødt, men som jeg alligevel syntes jeg kendte godt nok til at lade mig invitere på kaffe da jeg var ked af det.

Da det gik op for mig, flere timer inde i samtalen, blev jeg rundforvirret.

Bremse.

Ingen bremse.

Bremse.

Ingen bremse.

Sad jeg ikke dér og opførte mig totalt… ekstrovert?!

Bedrager!

Jamen, jeg var jo netop bare mig selv?

Det var ret vildt. Og ret cool.

Følg mig! :)

Få direkte besked når der er nyt på bloggen: